Det er ikke så tosset: at være hjemme.
Selvom vi kun var væk knapt 2 mdr. taler vi alligevel om 'før' og 'efter'.
Vi er os, men vi er anderledes. Allesammen. Vi er vokset og styrket, forbavsede og forundrede - og det er slet ik så ringe endda!
Rasmus leger Zoo, med sine mange dyr (og jo: han ønsker sig stadig flere, for det er det legetøj han til stadighed vender tilbage til) og han tiltrækkes mere og mere af de to store og deres lege og han leger gerne med, når de har venner på besøg, alderen er ingen hindring.
Han er ved at blive en udklædningsnørd, men det kan jo ikke komme bag på nogen. Dog trøster vi os med, at det næppe bliver så udtalt, som det var med Mads, som i lang tid var i virkelig tvivl om han ville være Mads. Det endte han Gudskelov med at blive og det endda med eftertryk!
Mads er sprunget ud og han er begyndt at tage med venner hjem at lege... og siger farvel, som en rigtig dreng: med ryggen til imens han løber hujende hen ad gaden. der er dælme sket noget der.
Han er klar til skolen, er meldt til og skal i praktik i Venus 3 dage i maj og det er han vildt spændt på.
Casper synes ikke det er helt så let at gå i skole for tiden, fordi hans plads i gruppen er noget udefineret, så vidt jeg kan gennemskue. Men mon ikke han får styr på det?
Han får i hvert fald god hjælp og opbakning af Thomas, som er SFO leder på skolen og helt sikkert også af sin lærer, Christina.
Han er fagligt rigtig dygtig og der tales en del om oprykning til den næste gruppe. Selv vil han gerne, men vi skal lige bruge en måneds tid til at se på om han er klar rent socialt. Det styrer hans lærer og skolen i samråd med os og, i sidste ende, selvfølgelig med Casper.
Wigger knokler og køber ind og leger med sit projekt. Det er en herlig tid. Han er i sit es og nyder at være innovativ.
Selv har jeg hænderne fulde med to studerende og div. projekter på arbejdet, forældreforening i børnehaven og skolebestyrelsen. Jeg kan ikke sige jeg keder mig særlig meget!
Vi får set en del mennesker, men også slappet af. Det er vi blevet gode til. Så skal vi bare holde fast i den gode stil, med at huske os selv midt i travlheden. Det skulle jo gerne være sådan, at vi kunne vedblive at være afslappede og hvile i os selv, som man "jo" gør efter en orlov og udlandsrejse.
Apro pos Uganda vil jeg bede jer kigge ind på en ny side af og til: 'Kobokoprojekter' hedder den, og den vil introducere jer til mange måde at hjælpe og/eller følge med på, indeholde links, billeder, updates osv.
Der er lagt et link ude til højre, så nu mangler der bare info på siden og den kommer snarest, jeg skal bare liiiige...
Vi har jo været der og vores oplevelser gemmer vi tæt ved hjertet.
Jeg har bemærket, det ikke er meget vi fortæller om det til folk.
Jeg oplever at vores afrikaoplevelse deler sig i to planer: det generelle plan, hvor man taler om at vi har været et sted i Afrika og I har været et sted i Afrika og vi ale har oplevet forskelligheden fra vores eget, den uendeligt smukke og barske natur og det forjættende liv, som hvid overklasse kontra de lokales fantastisk asketiske livsførsel, som alle der har rejst i afrika mere eller mindre kan tale med om... og så det indre plan; vores egen inderste oplevelse af det "sorte kontinent", som jeg tror afhænger helt og aldeles af, hvor man personligt befinder sig i livet, lige på det tidspunkt man opholder sig i et givet land i Afrika. De indtryk man får og den måde man bearbejder dem på afhænger udelukkende af, hvor man er henne i livet, så de kan på en måde dårligt deles med andre. Det må man dele med sig selv og gemme i sit hjertes inderste.
Vi betragter os selv, som helt utroligt heldige:
Vi var jo forundt et kig ind i flere verdener, da vi var afsted: den rejsende, udviklingsarbejderens og de lokales. Vi var så heldige at alle vi mødte på vores tur rundt i Uganda og i særdeleshed i Koboko, gladeligt delte ud af deres privatliv til os. De tog os ind og delte deres oplevelser og betragtninger på livet, viste os rundt i deres fritids og arbejdsliv, lod os møde venner og familie, fortalte anekdoter og røverhistorier...
Det er ikke mange, der har prøvet det på samme måde, som ikke har boet i landet over lang tid.
Det var vores held, fordi vi var Dorthes venner.
Og Dorthe og hendes kollegaer delte også deres glæder og af og til frustrationer med os. Fortalte om deres liv, som udviklingsarbejdere og fortalte indgående om de problemer og sejre de havde haft i deres tid i Uganda og andre steder på kontinentet.
Jeg er ikke færdig med Koboko og da slet ikke med Ayume Simeon og Samuel og Umbaci eller med Antuneta.
Lige straks skal Dorthe fordele goderne fra containeren i Koboko og Sudan og så skal hun hjem til Danmark og jeg håber på og regner med at vi skal arbejde sammen om at få ting samlet ind og sendt afsted igen og hvem ved... måske kommer vi til Koboko igen, sammen. Ikk', Dorthe?! :o)
Nå, det er sengetid i Odense, klokken er blevet alt for mange siger mit overjeg mig. Jeg har prøvet at gå i semg i "ordentlig tid", men oplevede, at jeg var lige så træt om morgenen alligevel... og så tænker jeg jo, at så vil jeg ligeså gerne blive oppe og få de sidste to-tre timer med!
Som resonneret af et vaskeægte B-menneske!
Rasmus' Zoo:
Modige riddere:
Og endnu een:
Bedste hilsner
Sanne
Emil
Kristian
Mads
Casper
