Det var så det!
Næsten 7 uger i Uganda er slut og vores eventyrlige rejse endte i nat ved 1.30-tiden dansk tid (3.30 inde i vores kroppe), da Multipla'en trillede ind til kantstenen udenfor vores hjem i Odense.
Godt og vel fyldt var den, med tøj, gaver og andre indkøb, 3 sovende drenge og 2 meget trætte forældre.
Rejsen begyndte på MS' gæstehus i går tidligt (kl.6), i lufthavnen var der fuldt knald på, med ompakning pga for tunge tasker, wrapping og indtjekning. Vi havde gode billetter; 35 kg måtte vi have med hver i alt 175 kg... vi havde 172 kg! De var noget imponerede ved skranken! Og vi var glade for ikke at skulle betale overvægt!
9 timer fløj vi til London med rigtige gode film på skærmen, både for børn og voksne, transfer på 2 timer i Heathrow og så lige halvanden times marathontur til Cph! Det var den sidste tur, der var den værste, for da var kl 22 indeni os og det var begyndt at være koldt og øv!
Michael hentede os, bilen var så fuld at jeg måtte tage en taxa med Casper og Mads til Michael og Jannes hus, hvor vi fik serveret rugbrødsmadder med spegepølse og leverpostej. Uhm!
Vi pakkede om, for nogle af de 172 kg var nemlig Dorthes, så de blev på Sjælland, og så vendte vi forenden af bilen mod Odense.
Huset var rengjort af mor og Søren, som også havde været vært med rugbrød, spegepølse og leverpostej i køleskabet.
Far havde været med blomster, frugt og slik til drengene og Tina og Kim havde sat julebryg i køleskabet og pyntet med flag.
Det var bare så dejligt at komme hjem til!
I dag har været en dejlig dag, næsten ligesom dagen efter jul: sent op, lege i nattøj og lave hvad man vil.
Mange kom lige forbi og i morgen og i weekenden kommer flere endnu!
I er også velkomne! Men ring lige i forvejen, for vi vil så gerne være hjemme, når I kommer! ;o)
11 januar 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar