Så tror jeg på det, Foråret.
Jeg sidder i en alt for sen nattetime og synes nu igen, der er gået lidt for længe.
Jeg har haft travlt med at komme i form og tabe mig. Det går støt, men roligt nedad bakke med vægten, så det er dejligt.
Og så er jeg faktisk i stand til at LØBE 5,6 km!!! :o)
Den nye title på jobbet, som Klinisk Vejleder, er udfordrende på den fede måde. Jeg vil gerne meget mere på dén front, men må hellere tage den lidt med ro, for ikke at brænde ud.
Jeg har også lige afsluttet et 4. modul af sår-efteruddannelsen, så nu er der et år til vi skal afsted igen og en del opgaver i afdelingen jeg skal have til at lykkes.
Wigger har knoklet den sidste tid og på søndag tager han afsted til Skive, hvor han skal tilbringe de næste (ikke 5 mdr, som Casper troede - heldigvis!) 2 1/2 måned med H5, som det vist hedder og Svendeprøve.
Det er mægtig spændende om han bliver Svend, men mand.. men mon dog ikke?!
Han glæder sig og er allerede mentalt taget afsted. Han skal lave to øreklapstole og min mor og Søren har lagt billet ind på svendestykket. Det er åbentbart lige sådan en stol Søren altid har ønsket sig, så det er jo dejligt.
Casper læser på livet løs. Det er squ noget mærkeligt noget... lige pludselig en dag i februar satte han sig ned og læste en bog (Alfred og den grønne drage)! Sådan, dér. Uden ret meget hjælp, endda!
For tiden er det natur og teknik de har kastet sig over på skolen og de laver enormt mange forsøg.
Casper tager et brev solsikkefrø med på mandag og så håber jeg på at de laver en konkurrence i flotteste eller største solsikke i gruppen.
Mads er totalt i top. Han er bare altid glad, dén dreng... undtaget, når han er sur, sevfølgelig, men det magter han ikke at være mere end maks. 3 min ad gangen! ;o)
Han har sig nogle gode venner i Solgården og lige om lidt skal han forhåbentligt i Hestehaven og så skal han dælme også til at gå i skole, den lille. Sagde jeg lille?! Han er næsten ligeså høj, som sin storebror! Jeg køber tøj i str 116-122 til ham. Det er for vildt, er det.
Rasmus viser til gengæld mere temperament end nogensinde før. Han kan godt nok blive sur og gal, når vi ikke fatter hvad han vil! Og det kan faktisk være svært, at fatte en brik, når han kun siger lyde! ;o)
Men vi tror på at det er et spørgsmål om tid, før han bliver så irriteret på os at han begynder at tale!
Til gengæld må man sige om ham, at han ikke diskriminerer: hna blier lige sur på alt og alle, der er ikke noget foretrukkent offer, hvilket min veninde Mette fik at føle forleden og hun er ellers alle børns ynglings.
Og så har vores rigtig gode venner (næsten familie), Allan og Mette og Christian ENDELIG fået deres lille barn fra Etiopien. Sofonias hedder han (endnu) og de skal ned at hente ham indenfor de næste 2-3 uger. Det er bare så dejligt for dem.
Og Christian gemmer en masse indeni, som kom ud i et digt, som kan læses på: www.vognhviid.blogspot.com. Der ligger også billeder af det nye familiemedlem :o)
Vi glæder os enormt til at møde ham og jeg, som aldrig har set Mette og Allan med deres egen baby (fordi jeg ikke kendte dem, da Christian var lille) glæder mig ekstra meget til at opleve det.
Velkommen forår.
Det bliver garanteret et dejligt år!
Sanne
